Wellingtons byrum

Det er svært at vænne sig til kiwiernes mangel på sans for byplanlægning og arkitektur. Vi har hørt om Wellington som den mest kultiverede by og med hovedstadens markører som flotte store institutioner osv.
Det første indtryk er derimod en rodet amerikansk provinsby med helt tilfældige blandinger af gader, pladser, 20 etagers kontorbygninger, små landhus-efterligninger og indkøbsarkader i det stærkt kuperede område. En dansk byplanlægger ville begynde at græde.
Men på paradoksal vis lyser der også en social empati ud af måden, "skaderne" er repareret på, således at store glasfacader ikke dominerer alene, og en bussluse, 50 meters gågade og et par cafeer alligevel kan presses ind, når det er muligt. Der skal jo være plads til alle. F.eks. er havnefronten udstyret med en fragmenteret promenade, som binder en nogenlunde vellykket plads omkring bibliotek og kunstmuseum sammen med kajområdet og de høje kontorbygninger.
Manglen på plan giver også nogle overraskende flotte og vilde udtryk, og man kan nok lære at værdsætte de høje stålpalmer og nationalmuseet Te Papa.

Højere oppe i terrænet er der en fantastisk botanisk have, som vi opdager lidt tilfældigt, da vi gerne vil køre med kabelbanen op og se udsigten (som er 100% fantastisk) ud over byen og indsejlingen til havnen. Vandreturen ned i byen igen går gennem den største samling af eksotiske planter, vi har mødt før - gennemplanlagt i temaområder lige fra dufthaver til rosenbed og kæmpebregner - meget overraskende og interessant. Selv passagen over motorvejen er gennemtænkt for fodgængerne og vi ledes gennem en mindepark, der er gammel kirkegård.

I modsætning til andre unge nationer, som f.eks. de amerikanske forsøg på at bekæmpe naturen, når byer bliver anlagt, lader New Zealænderne natur og by være for sig. Udover private boliger på terrasserne og byerne, er der ikke gjort mange forsøg på dialog. Passer sikkert også fint til de skift, der ser ud til at præge livsformen.