Flyveturen til New Zealand

Meget lang tids planlægning og organisering, så skulle vi endelig afsted. Jeg havde sagt farvel til mine venner om dagen - det var hårdt at sige farvel til de sødeste venner man er sammen med hver dag.
Vi blev kørt til lufthavnen af Maria og farfar stod og ventede i terminal 3, så han kunne sige farvel. Han gav os en lille rose hver, med sølvpapir omkring og sikkerhedsnål i, så man kunne sætte den fast i trøjen. Vi var alle 4 helt sikre på, det var farmor, der havde sørget for det. Amalies veninder var der også - det var en tårevædet afsked.

Flyveturen til München var nem, bare 11/2 time. Flyveturen til Hong Kong var der imod ulidelig lang. Der var ikke meget benplads og jeg skulle (selvfølgelig) sidde ved siden af en mand, som både snorkede højlydt og fyldte med sine lange lemmer, indover min side at sædet. Jeg fik sovet - hvor meget ved jeg ikke, men det føltes som få minutter. Far fik taget nogle 'rigtig gode sovebilleder', som han selv formulerede det.
Da vi ankom til Hong Kong, havde vi allerede jetlag. 7 timers forskel - vi havde skippet næsten en halv dag.
Vi sad i Diners Lounge'n - i nogle vildt gode stole - og fik gratis kineser suppe og internet.
Trætte og lidt pessimistiske gik vi til gaten. Flyveren var mega stor! 9 x noget med 50 sæder. Der var et bedre udvalg af film - og spil - i miniskærmene. Amalie faldt hurtigt i søvn, men jeg kunne ikke sove overhovedet.
Endelig landede vi! Det var varmt og meget lyst udenfor. Vi kom ned til bagagebåndet. Der kom 1,2,3 kufferter. 1 manglede. Amalies. Hun havde set en tysk pige, der fløj samme rute som vi, gå med en backpack rygsæk fuldstændsig magen til hendes. Hun havde selvfølgelig kommet til, at tage hendes rygsæk, fandt vi ud af senere. Der gik en krig med det - finde tlf. numre, finde hende der havde taget den, se om den var i Honf Konf osv. Vi tog ud af lufthavnen uden Amalies rygsæk - vi ville få besked fra lufthavnen senere. Skønt vejret var dejligt - var det ingen dejlig start på vores rejse.