"Det klarer vi sagtens! Det er jo bare 3 timer." Troede jeg. Jeg havde jo ikke tænkt på, at man kunne blive søsyg.
Det var et helvede uden lige. Mor og jeg sad i den bagerste del af skibet - sammen med mange andre - med isterninger i munden, for at køle kroppen af.
Det var dog kun halvdelen af turen vi havde det meget slemt.
Den anden halvdel kunne vi godt stå ude på dækket - kun med lettere kvalme - og kigge på den vidunderlige udsigt. Det var noget af det mest fantastiske i hele verdenen.
Vi tog en del billeder. Klart nok, når det hele er så flot.
Udsigten lappede lidt på kvalmen. Nu håbede mor og jeg kun på, at venstrekørslen ikke ville få det lille stykke brød af en frokost, op på Toyota-forruden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar