Venstrekørsel

- af en landsbyschauffeurs dagbog

En af de væsentligste nye ting at lære på rejsen til New Zealand er, at køre i venstre side af vejen. Landets trafik er dannet af engelske planlæggere, og er i det store lagt an på transport på landevejene. Og familieekspeditionen over lange stræk på Sydøen er lissom ikke det samme, hvis man forsøger alene med bus og fly (tog kan anvendes med samme turist-panoramaview på enkelte strækninger som den lange tur, vi kørte på Nordøen) - ingen vej uden om. Lær det!

Leje af bil er også et særligt kapitel, da vi jo har megen bagage (alt for megen til den primitive livsførelse), er det nødvendigt med en stor trunk, og allerhelst en stationwagon. Samtidig er vi jo lidt forfængelige hvad angår vores trekking-look oppe i bjergene, så en Jeep eller stor Land Rover er hvad vi ser for os - med kængurufanger foran plus tropehjelm og knækket bøsse over armen. Men - det er ikke ligetil at få fleksibilitet og tilgængelighed til at passe sammen i en ferieperiode hvor samtlige biludlejningsfirmaer har hele flåden i sving. Og det er endt med en onkelmorfar-agtig, fimseblå Toyota Camry (shame, shame), som har et enormt bagagerum, kæmpe motor, automatgear og masser af plads i kabinen. Efter at have slugt denne lidt bitre pille, er vi (vistnok) allesammen glade for at den fungerer fuldstændig upåklageligt, ligger godt på vejen, og kan klare samtlige hårnålesving med 80 i timen mindst lige så godt som de pimpede muskelhunde på hjul, og er yderst behagelig på de lange ture.

Første sæt af øvelser på gulv foregik på parkeringspladsen ved færgehavnen i Picton, hvor vi fik nøglerne udleveret efter vores ankomst med skib fra Nordøen. Inden bagsædechaufførerne kom med tog jeg en enkelt runde (efter at alle andre biler havde forladt området...) for at finde ud af hvor langt væk instinkterne var - og møder familien med vinduesviskerne på max i stedet for at blinke ind til højre (også blinklyset sidder altså omvendt). Jeg har naturligvis kørt i venstre side masser af gange som passager, men aldrig siddet ved rattet. Koordination og orientering er skræmmende langt væk - heldigvis er der automatgear, så man ikke også skal fumle med gearstangen med venstre hånd (efter tre dage er jeg næsten holdt op med af banke højre arm ind i døren, når jeg skal skifte til bakgear). Ind med bagagen (tre store kufferter og Amalies rygsæk, som man lidt hemmeligt ønsker stadig er væk i Auckland, plus håndbagagen) og på plads med damerne - let's go!

Den første kilometer i sneglefart ud af havneområdet foregår så tæt på venstre kantsten, at sidespejlet jævnligt er i fare for at hilse på lygtepæle og andre effekter, men så småt kommer der styr på lortet (bedre end lort på styret...). Amalie hopper i sædet bagved og kommer med mange gode råd, da det stort set er ligesom at være til køretime. "Se, der er en rundkørsel!" - udbryder Laura begejstret. Arrgh! - venstre om - se til højre og hold til venstre - det er som da jeg skulle lære at børste tænder med venstre, engang jeg havde højre arm i gips. Næste udfordring er et højresving - "hejresving" som det øjeblikkeligt er blevet omdøbt til her. Se til venstre side og kig i bakspejlet, som man først rigtigt får øje på efter nogle timer, da det sidder ret uvant (ja, ja, det sidder selvfølgelig i midten af bilen, men man kigger jo aldrig efter det til venstre....).

Det mest grænseoverskridende er at den modkørende trafik kommer tæt forbi på højre side. Første gang en stor lastbil passerer på denne normalt sikre flanke ind mod rabatten i højre side af vejen, er det som et udspring fra 5 meter vippen. Vi hilser lidt på venstre kantsten endnu engang....

På en eller anden måde lykkes det at komme uskadt til Nelson ca. 120 km væk uden at Tine har kastet op på forruden, men jeg har ikke set meget af landskabet, og glæder mig over at vi kører den samme vej tilbage 3 dage senere - og faktisk ser andet end striberne på vejen.