Togturen til Wellington

Vi skulle op kl. lort, hen til toget. Bagagen kunne selvfølgelig ikke være i den lille taxa, så vi sad med en stor kuffert i midten af bilen og åbent bagagerum. God start.
Vi stod i kø, for at tjekke ind - en meget venlig dame gav os nogle sæder. Jeg var mega træt, Amalie var i højt humør og spiste chokoladebuddinger, som i den grad ikke smagte godt. Jeg skulle tisse, så jeg gik, sjovt nok, ud på toilettet. Det var den værste oplevelse i hele mit korte liv. Jeg skulle i hvert fald aldrig spise chokoladebudding igen.
Mor faldt lidt i snak med en dame bag os. Hun kom fra Canada med sin 16-årige søn. Hun var rigtig venlig. Jeg bliver ved med at skrive det ord, men alle er venlige. Hun spurgte mig om jeg nogensinde havde været i Canada. Det måtte jeg jo sige nej til. Hendes søn - som havde rigtig kønne øjne - var godt nok stille. Hun virkede som Kirsten Giftekniv - jeg ventede på hun ville spørge mig, om jeg ville gifte mig med hendes søn.
Jeg hørte meget ipod på togturen. Den var ret lang. 12 timer. Jeg fik også tiden til at gå med, at tage billeder ud af vinduet, med vores nye Nikon-spejlrefleks-kamera.
Jeg faldt, mirakuløst, i søvn op ad mors arm. En god halv time. Så vågnede jeg og lagde mig ned på 2 sæder og sov en halv time mere. Jeg havde i hvert fald brug for noget søvn.
Vi kom frem til et blæsende vejr og grå himmel. Jeg havde selvfølgelig glemt min ipod i toget. Jeg fandt dog ud af det hurtigt, og nåede at løbe tilbage og finde den. Jeg følte mig meget klodset. Det kunne jo næsten ikke blive værre.