At runde af

Her ved turens slutning er det underligt at skulle finde en form for afrunding, når vi nu lige er så godt igang. Vi har planlagt denne tur gennem flere år, talt om muligheder, drømme og forhåbninger om rejsemål, rejseform og især tidspunkt. Arbejdsmæssigt har det for mit vedkommende ikke været helt optimalt (det er det nok aldrig at skulle hive 4 uger ud af en leder-kalender, men organisationen er god til at lade deres chef få fred og jeg har kun fået 1 sms - en julehilsen med en beroligende bemærkning om at alt er helt iorden!).

Vi har aldrig rejst så længe sammen tidligere, og jeg har haft mine overvejelser om, hvornår vi fik nok af hinanden. Der har været forbavsende få konflikter, udover let syrlige miner, når de andres særheder tager overhånd. Måske fordi vi har indstillet os fra starten på, at denne form for rejse ikke er en gængs ferie, men mere har karakter af ekspedition og udforskning?

Det er berigende at rejse sammen med sine voksne og næsten voksne børn. Det har altid været dejligt at rejse med dem, da de var yngre, men nu får vi nye vinkler på tingene, fordi deres bidrag også kvalificerer turen, fordi alle er medspillere og byder ind. Naturligvis har vi forskellige præferencer og jeg ville nok formodentlig ikke have valgt så beskedne bo-former på div. hostels med fælles bade-faciliteter m.v., men jeg har ladet mig inspirere af de unges ønsker om at bo sammen med andre unge og tager det som en cadeau, at de ikke automatisk har foreslået at indlogere os på noget nogle af de såkaldt "Retirement Homes" vi har set på vores vej - plejeboliger med "friske" ældre mennesker, der ser glade og trygge ud.

Afterne er gået både med tale om dagens oplevelser, se fotos af det, vi har oplevet samt kortspil. Mine evner udi den slags er rustet lidt siden folkeskolen, hvor mange matematiktimer gik med whist, og siden har jeg kun opøvet færdigheden i "Røvhul" som er vores foretrukne beskæftigelse i kortspil på skiturene. Her i NZ har jeg fået skærpet formen, selvom jeg stadig er en ultra dårlig taber, når jeg sidder og er røvhul og tror, at jeg er uretfærdigt behandlet.

Interessant nok har vores teenagere valgt tv-kiggeriet fra. Af indlysende årsager de fleste steder, fordi der ganske enkelt ikke var et tv, men når vi rent faktisk havde adgang til tossekassen, var det åbenbart ikke interessant. Den bærbare har haft samme status som tv på hjemmefronten og uenighederne om, hvis tur til facen, det nu er, har været et gennemgående tema.

Jeg har blogget mindst bl.a. for at frigøre mig for at sidde ved et computerlignende device - det er der så rigeligt af i min hverdag og så har jeg stadig en animositet overfor at skulle berige verden med hvad jeg tænker, synes og mener og navnlig, hvem der egentlig synes, det er interessant at læse vores blogs.

Jeg har ikke nået at kede mig endnu, så det må vente til flyveturen, hvor 11 timer, 12 timer og 2,5 timer vil give rig mulighed for denne beskæftigelse. Til gengæld har jeg fået reflekteret en del over mit liv på de mange vandreture, hvor naturscenerierne giver fantastisk baggrund for at lade tankerne flyve. Det bliver interessant at se, hvilken virkning denne tur har på længere sigt for vores familieliv, som jeg nu så småt må indstille mig på, bliver anderledes.

Foreløbig er der lige en hurdle i lufthavnen, hvor vi skal starte med at ønske Amalie en god tur videre. Det klarer jeg helt fint på denne blog, men jeg ved allerede nu, at det sidste hun ser inden hun går ind i flyveren er mit rødmossede fjæs med en blanding af tårer og snøft. Øv hvor er jeg dårlig til at sige farvel, selvom hendes tur er både velplanlagt og hun og veninden naturligvis får det herligt.

Det har været en fantastisk tur, som jeg er meget taknemmelig for, at vi fik mulighed for. Det har været "Carpe Diem" hele vejen igennem og det kunne jeg ønske mig, at alle fik mulighed for.

Goat Island - Snorkeling

Eventyrerne er ikke færdige med at slå sig løs, og et par af de sidste krampetrækninger for den efterhånden velvoksne vind-hankeske oplevelsesøkonomi er at snorkle i et koralrev. Nu findes den slags ikke direkte i NZ, men der er gode alternativer, f.eks. Goat Island Marine Reserve (hvor der ikke er geder, men flotte tropefisk i vandet omkring) - et fredet område med unikt dyreliv i det lavvandede klippeområde af vulkansk oprindelse, dvs. med masser af huller og huler.

P.g.a. fredningen er der grænser for turistindustriens muligheder for isboder og badedyrsalg, og samtidig er områdets herligheder en magnet for strandgæster af enhver art, som slår sig ned med køletasker, bedstemødre, rugbyspillere og småbørn med spande samt chicks i bikinier og behårede strandløver. Man lejer sit dykkerudstyr nogle kilometer derfra og klæder om i de offentlige toiletter, der er indrettet med god plads. Det hele virker ret sympatisk, omend noget trangt, da der er mindst 100 biler parkeret langs tilkørselsvejen til den lille vig.

Vi arbejder os alle 4 i vores våddragter plus masker, finner og snorkler - et herligt syn, der minder om en dummyoptagelse af "Free Willy" - men det virker! Og vi svømmer på skift næsten 2 timer rundt omkring øens (næsten) klare vand med hovedet nede, numsen oppe og med fødderne som påhængsmotor. Vandet er lidt for koldt, men våddragten isolerer udmærket ved at holde vandet omkring kroppen acceptabelt varmt. Jeg bliver nok aldrig gode venner med saltvand i næsen og har heller ikke sparketeknik nok et længere skoleridt helt ud til øen, mens damerne er ellevilde, og flot ser det ud under vandet. Vi tæller vistnok 7-8 forskellige fiskearter og er helt salige og trætte og stille på hjemturen.

Byplanlægning

Det har været et gennemgående tema at se, hvordan byområderne har været opbygget. Enhver byplanlægger og arkitekt fra DK ville bryde grædende sammen ved synet af disse sattelitbyer klasket op rundt om et bjerg. Det er næsten ikke til at bære, når nu naturen er så smuk og kunne danne kulisse for hvilken som helst indretning af bymiljøerne.

Det må skyldes det forholdsvis unge land, der hurtigt er blevet koloniseret og hvor infrastruktuen ikke har fået lov til at udvikle sig, men må finde sine transportmæssige betingelser som det bærende, hvorved resten må følge med.

Auckland er landets største by, omend ikke hovedstaden, men her hvor den største del af produktion af ressourcer finder sted. Måske er det derfor aucklanderne kaldes JAFA "Just Another Fucking Aucklander" som øgenavn. Selvbevidstheden fejler ikke noget, bl.a. bliver den årlige tennisturnering for kendisser af hunkøn benævnt "Tennis Tour for rich women" - den slags ville se underligt ud andre steder.

Vi lod den lokale tennisbane være i fred og ærgrede os over, at den højt estimerede sport, rugby, beklageligvis holder ferie i disse dage. Der varmes allerede nu til mesterskaberne i 2011, hvor man allerede nu kan bestille billetter. Det har klart mere folkelig interesse her end fodbold, medmindre NZ klarer sig virkelig ringe ift. nabolandet Australien.

Forstæderne til Auckland by, som i virkeligheden består af fire bydele, er opbygget over samme læst: et forhutlet parkanlæg med en kommunalt udseende legeplads for de mindste, 1 stk. folkeskole, der mistænkeligt ligner en interneringslejr for fanger - nogle gange endda med tremmer for vinduerne, dog ind imellem med en kæk Harry Potter plakat i vinduet. Så er der den obligatoriske lokale fish'n'chips biks, hvis lugt allerede på forhånd har spredt sig over det meste af området, så er der en liquor store, der næsten har døgnåbent og muligvis et pharmacy, der i provinsen er en skøn blanding af Matas og apotek og parfumeri iblandet nødvendigt turistudstyr som hukommelseskort til kameraer, lygter, snor osv. Ellers er der ingenting og kun spredte huse (alle med bliktag!) rundt om.

Det er besynderligt, at der på ingen måde er forsøg på at samle de forholdsvis få mennesker, der bor i disse provinsbyer, så det udendørs miljø også udnytte. Måske får NZ'erne nok af al den natur, som de ønsker at nyde i uspoleret form uden arkitektoniske indgreb.
Men kontrasten føles stor, når man kommer fra et lille land, der af al magt forsøger at skabe bymiljøer for at holde på deres beboere.

Christchurch

Vi ankom sent på eftermiddagen til Sumner. Det er en lille by lidt udenfor Christchurch.
Vi købte en pizza og spiste på Logden. Der var et klaver - hurra! Det lød ad helvedes til, men jeg spillede på det alligevel. Vi spillede røvhul som sædvanlig.
Der skulle selvfølgelig være myre på min dyne da vi kom op på værelset, fordi vi havde vinduet stået åbent.
Om søndagen kørte vi ind til Christchurch. Gik lidt rundt. Der var sådan et market med boder. Der blev vi lidt. Der var også en mand, som opviste et show. 2/3 var snak.
Vi købte en is og fandt en park med noget græs man kunne ligge på. Der lå vi, i et godt stykke tid.
Bagefter besøgte vi C1 - café som Ralph's, som vi spiste frokost med i Auckland, datter ejede. Hun var der så desværre ikke.
Vi spiste en sen frokost og kørte tilbage til Sumner.
Vi tog en dejlig badetur - vi boede næsten lige ud til stranden. Vandet var ret koldt, men det var dejlig. Der var mange bølger.
Vi spiste på en indisk restaurant.
Vi hyggede på mors og fars værelse. De kildede mig alle sammen.
Om mandagen tog vi ind til Christchurch igen. Vi ville opleve byen lidt mere indenpå vi fløj til Auckland om aftenen. Jeg have udset mig en billig skobutik som jeg gerne ville ind i.
Jeg fik købt et par sneakers, til 120 danske kroner!
Vi gik på Art Gallery og så udstillingen 'The Naked and The Nude.' Det var en stille udstilling, men rigtig rart med noget anderledes.
Bagefter gik vi igen hen til C1 og fik fat i Flear - Ralph's datter. Vi snakkede bare lidt med hende.
Vi havde masser af tid, så vi satte os på en hyggelig fortovscafé. Det regnede meget pludseligt - men heldigvis kunne vi rykke indenfor.
Vi fik afleveret vores bil og blev kørt til lufthavnen af en shuttlebus.
Vi ville slutte vores rejse, der hvor vi startede den. Også det samme hotel.

Dagen derpå

Vi vågnede kl 9. 3-4 timers søvn. Hurra.
Vi spiste lækker brunch på café 111 - Fionas sted. Det var virkelig lækkert. Lige hvad man trængte til 1. januar.
Bagefter gik vi en tur i byen. Alle var åbenbart vildt friske. Der var rigtig mange mennesker ude og hygge sig - og de så slet ikke trætte ud.
Vi ordnede nogle ting til Auckland. Vi sad på en bænk og snakkede, og ligepludselig bag os, lagde sig en lille fugl i noget sand og rullede sig i det. Baskede lidt rundt med vingerne i sandet. Vi grinte rigtig meget af det, og blev enige om, at den fugl var et flapre pipdyr (igen fra Anden på Coke.)
Vi tog Gondola op til et flot udsigtpunkt. Kun lidt kvalme på vej derop. Det var en helt fantastisk udsigt, men der var alt for mange turister. Man kunne leje sådan radiobil agtig ting og køre ned ad en bane - det larmede og ødelagde det hele.
Vi kom tilbage til Logden. Vi var så trætte. Vi fik spillede lidt røvhul og var tømmermænds agtige, som man skal være 1. januar. Far legede flapre pipdyr, vi grinte røven i laser.
Der var grill igen! Det var Josh' (Ejeren af The Reavers) bror der havde fødselsdag.
Alle så trætte ud og drak en reperationsbajer eller 5. Der var nogle der spillede guitar og nogle andre der lavede grillmad og nogle helt andre der sad men fødderne nede i spaen.
Jeg snakkede med Fiona fra café 111. Hun var jo helt vildt sej. Hun elskede at synge, så vi sang også lidt sammen. Hun sagde at ville blive berømt med min sang. Vi var trætte, så vi gik tidligt i seng. Jeg håbede på, at få indhentet den mangel på søvn.

Happy New Year!

Vi startede dagen med en tur i Jetboat, i Skippers Canyon. Det var vildt skægt - man skulle have sådan agtig blotter sort kappe på, så man ikke blev for våd, og en redningsvest.
Vi skreg sådan cirka næsten hele vejen. Det var meget sjovere end Tivoli. Man blev godt nok ret våd, men det var helt vildt sjovt!
Bagefter skulle Amalie have noget nytårstøj, for det havde hun jo ikke noget af.
Far ville hellere bage brød - så det gjorde han.
Jeg købte bare et par (meget nødvendige naturligvis) småting.
Vi slappede af på værelserne. Grillen blev først startet sent.
Mor og far købte ind og lavede mad - Amalie og jeg gik i bad og gjorde os klar.
Folk var ikke så dressed up, som i Danmark, men hellere lidt for over dressed end under dressed.
Der var en masse søde mennesker og alle var udadvendte. Jeg skulle lære at drikke øl, så jeg drak noget 3,5 % steinlager. Det var faktisk okay.
Da klokken nærmede sig midnat gik alle op øverste balkon, så man kunne se fyrværkeriet.
Vi kom dog ikke til, at hoppe ind i 2010, men alle var meget glade.
Fyrværkeriet var ingenting. Der var lidt fra et sted på søen og folk jublede, men ingeting i forhold til Danmark.
Det var en meget anderledes måde at fejre sit nytår på, men helt klart vildt skægt at opleve noget nyt end det man ellers plejer.