Byplanlægning

Det har været et gennemgående tema at se, hvordan byområderne har været opbygget. Enhver byplanlægger og arkitekt fra DK ville bryde grædende sammen ved synet af disse sattelitbyer klasket op rundt om et bjerg. Det er næsten ikke til at bære, når nu naturen er så smuk og kunne danne kulisse for hvilken som helst indretning af bymiljøerne.

Det må skyldes det forholdsvis unge land, der hurtigt er blevet koloniseret og hvor infrastruktuen ikke har fået lov til at udvikle sig, men må finde sine transportmæssige betingelser som det bærende, hvorved resten må følge med.

Auckland er landets største by, omend ikke hovedstaden, men her hvor den største del af produktion af ressourcer finder sted. Måske er det derfor aucklanderne kaldes JAFA "Just Another Fucking Aucklander" som øgenavn. Selvbevidstheden fejler ikke noget, bl.a. bliver den årlige tennisturnering for kendisser af hunkøn benævnt "Tennis Tour for rich women" - den slags ville se underligt ud andre steder.

Vi lod den lokale tennisbane være i fred og ærgrede os over, at den højt estimerede sport, rugby, beklageligvis holder ferie i disse dage. Der varmes allerede nu til mesterskaberne i 2011, hvor man allerede nu kan bestille billetter. Det har klart mere folkelig interesse her end fodbold, medmindre NZ klarer sig virkelig ringe ift. nabolandet Australien.

Forstæderne til Auckland by, som i virkeligheden består af fire bydele, er opbygget over samme læst: et forhutlet parkanlæg med en kommunalt udseende legeplads for de mindste, 1 stk. folkeskole, der mistænkeligt ligner en interneringslejr for fanger - nogle gange endda med tremmer for vinduerne, dog ind imellem med en kæk Harry Potter plakat i vinduet. Så er der den obligatoriske lokale fish'n'chips biks, hvis lugt allerede på forhånd har spredt sig over det meste af området, så er der en liquor store, der næsten har døgnåbent og muligvis et pharmacy, der i provinsen er en skøn blanding af Matas og apotek og parfumeri iblandet nødvendigt turistudstyr som hukommelseskort til kameraer, lygter, snor osv. Ellers er der ingenting og kun spredte huse (alle med bliktag!) rundt om.

Det er besynderligt, at der på ingen måde er forsøg på at samle de forholdsvis få mennesker, der bor i disse provinsbyer, så det udendørs miljø også udnytte. Måske får NZ'erne nok af al den natur, som de ønsker at nyde i uspoleret form uden arkitektoniske indgreb.
Men kontrasten føles stor, når man kommer fra et lille land, der af al magt forsøger at skabe bymiljøer for at holde på deres beboere.