At runde af

Her ved turens slutning er det underligt at skulle finde en form for afrunding, når vi nu lige er så godt igang. Vi har planlagt denne tur gennem flere år, talt om muligheder, drømme og forhåbninger om rejsemål, rejseform og især tidspunkt. Arbejdsmæssigt har det for mit vedkommende ikke været helt optimalt (det er det nok aldrig at skulle hive 4 uger ud af en leder-kalender, men organisationen er god til at lade deres chef få fred og jeg har kun fået 1 sms - en julehilsen med en beroligende bemærkning om at alt er helt iorden!).

Vi har aldrig rejst så længe sammen tidligere, og jeg har haft mine overvejelser om, hvornår vi fik nok af hinanden. Der har været forbavsende få konflikter, udover let syrlige miner, når de andres særheder tager overhånd. Måske fordi vi har indstillet os fra starten på, at denne form for rejse ikke er en gængs ferie, men mere har karakter af ekspedition og udforskning?

Det er berigende at rejse sammen med sine voksne og næsten voksne børn. Det har altid været dejligt at rejse med dem, da de var yngre, men nu får vi nye vinkler på tingene, fordi deres bidrag også kvalificerer turen, fordi alle er medspillere og byder ind. Naturligvis har vi forskellige præferencer og jeg ville nok formodentlig ikke have valgt så beskedne bo-former på div. hostels med fælles bade-faciliteter m.v., men jeg har ladet mig inspirere af de unges ønsker om at bo sammen med andre unge og tager det som en cadeau, at de ikke automatisk har foreslået at indlogere os på noget nogle af de såkaldt "Retirement Homes" vi har set på vores vej - plejeboliger med "friske" ældre mennesker, der ser glade og trygge ud.

Afterne er gået både med tale om dagens oplevelser, se fotos af det, vi har oplevet samt kortspil. Mine evner udi den slags er rustet lidt siden folkeskolen, hvor mange matematiktimer gik med whist, og siden har jeg kun opøvet færdigheden i "Røvhul" som er vores foretrukne beskæftigelse i kortspil på skiturene. Her i NZ har jeg fået skærpet formen, selvom jeg stadig er en ultra dårlig taber, når jeg sidder og er røvhul og tror, at jeg er uretfærdigt behandlet.

Interessant nok har vores teenagere valgt tv-kiggeriet fra. Af indlysende årsager de fleste steder, fordi der ganske enkelt ikke var et tv, men når vi rent faktisk havde adgang til tossekassen, var det åbenbart ikke interessant. Den bærbare har haft samme status som tv på hjemmefronten og uenighederne om, hvis tur til facen, det nu er, har været et gennemgående tema.

Jeg har blogget mindst bl.a. for at frigøre mig for at sidde ved et computerlignende device - det er der så rigeligt af i min hverdag og så har jeg stadig en animositet overfor at skulle berige verden med hvad jeg tænker, synes og mener og navnlig, hvem der egentlig synes, det er interessant at læse vores blogs.

Jeg har ikke nået at kede mig endnu, så det må vente til flyveturen, hvor 11 timer, 12 timer og 2,5 timer vil give rig mulighed for denne beskæftigelse. Til gengæld har jeg fået reflekteret en del over mit liv på de mange vandreture, hvor naturscenerierne giver fantastisk baggrund for at lade tankerne flyve. Det bliver interessant at se, hvilken virkning denne tur har på længere sigt for vores familieliv, som jeg nu så småt må indstille mig på, bliver anderledes.

Foreløbig er der lige en hurdle i lufthavnen, hvor vi skal starte med at ønske Amalie en god tur videre. Det klarer jeg helt fint på denne blog, men jeg ved allerede nu, at det sidste hun ser inden hun går ind i flyveren er mit rødmossede fjæs med en blanding af tårer og snøft. Øv hvor er jeg dårlig til at sige farvel, selvom hendes tur er både velplanlagt og hun og veninden naturligvis får det herligt.

Det har været en fantastisk tur, som jeg er meget taknemmelig for, at vi fik mulighed for. Det har været "Carpe Diem" hele vejen igennem og det kunne jeg ønske mig, at alle fik mulighed for.