I kan se Amalies oplevelser i den første uge her:
http://badeland.blogspot.com/
22. dec. 2009
21. dec. 2009
Auckland
En meget venlig taxa-mand kørte os fra lufthavnen til hotellet. Han rundede ned i betaling. Har man nogensinde prøvet det før? Hotellet var rigtig lækkert. Det var en lille lejlighed med både køkken og vaskemaskine (og tumbler. Desværre fik vi ikke brug for Lise's rejsetørresnor der). Vi gik ud i byen og spiste frokost. Ingen af os var friske nok til at opfatte noget, vi sad alle og stenede ud i luften. Vi fandt et kæmpe supermarked - det eneste i byen - og købte det, vi kunne overskue.
Jeg sov kl 19 og 13 timer frem. Jeg var stadig træt, meget træt.
Om Torsdagen skulle vi spise frokost med 2 af fars venner. Lloyd og Ralph. De var meget flinke. Alle mennesker vi mødte på New Zealand var flinke. Også stadigvæk.
Vi gik tur på stranden. Det var dejligt. Jeg købte et par shorts - de er rigtig gode. Den aften sov jeg kl. 9 og håbede på jetlag'et ville fordufte lidt.
Fredag morgen - klokken meget tidligt skulle vi med en færge ud til vulkan øen Rangitoto. Vi havde sat hele dagen af til at vandre. Det var varmt. Vi var alle 4 i hvidt. Vi blev kaldt 'The white troop' af et venligt (igen) ægtepar.
Det var en meget smuk ø. Vi badede for første gang! Det var herre koldt. Vi var stadig alle trætte.
Vi tog lige en lille tur på Starbucks og fik lidt kaffe - det virkede ikke på noget som helst. Så gik vi til hotellet og gik tidligt til ro. Vi skulle igen op meget tidligt - vi skulle videre til Wellington, med tog.
Jeg sov kl 19 og 13 timer frem. Jeg var stadig træt, meget træt.
Om Torsdagen skulle vi spise frokost med 2 af fars venner. Lloyd og Ralph. De var meget flinke. Alle mennesker vi mødte på New Zealand var flinke. Også stadigvæk.
Vi gik tur på stranden. Det var dejligt. Jeg købte et par shorts - de er rigtig gode. Den aften sov jeg kl. 9 og håbede på jetlag'et ville fordufte lidt.
Fredag morgen - klokken meget tidligt skulle vi med en færge ud til vulkan øen Rangitoto. Vi havde sat hele dagen af til at vandre. Det var varmt. Vi var alle 4 i hvidt. Vi blev kaldt 'The white troop' af et venligt (igen) ægtepar.
Det var en meget smuk ø. Vi badede for første gang! Det var herre koldt. Vi var stadig alle trætte.
Vi tog lige en lille tur på Starbucks og fik lidt kaffe - det virkede ikke på noget som helst. Så gik vi til hotellet og gik tidligt til ro. Vi skulle igen op meget tidligt - vi skulle videre til Wellington, med tog.
Flyveturen til New Zealand
Meget lang tids planlægning og organisering, så skulle vi endelig afsted. Jeg havde sagt farvel til mine venner om dagen - det var hårdt at sige farvel til de sødeste venner man er sammen med hver dag.
Vi blev kørt til lufthavnen af Maria og farfar stod og ventede i terminal 3, så han kunne sige farvel. Han gav os en lille rose hver, med sølvpapir omkring og sikkerhedsnål i, så man kunne sætte den fast i trøjen. Vi var alle 4 helt sikre på, det var farmor, der havde sørget for det. Amalies veninder var der også - det var en tårevædet afsked.
Flyveturen til München var nem, bare 11/2 time. Flyveturen til Hong Kong var der imod ulidelig lang. Der var ikke meget benplads og jeg skulle (selvfølgelig) sidde ved siden af en mand, som både snorkede højlydt og fyldte med sine lange lemmer, indover min side at sædet. Jeg fik sovet - hvor meget ved jeg ikke, men det føltes som få minutter. Far fik taget nogle 'rigtig gode sovebilleder', som han selv formulerede det.
Da vi ankom til Hong Kong, havde vi allerede jetlag. 7 timers forskel - vi havde skippet næsten en halv dag.
Vi sad i Diners Lounge'n - i nogle vildt gode stole - og fik gratis kineser suppe og internet.
Trætte og lidt pessimistiske gik vi til gaten. Flyveren var mega stor! 9 x noget med 50 sæder. Der var et bedre udvalg af film - og spil - i miniskærmene. Amalie faldt hurtigt i søvn, men jeg kunne ikke sove overhovedet.
Endelig landede vi! Det var varmt og meget lyst udenfor. Vi kom ned til bagagebåndet. Der kom 1,2,3 kufferter. 1 manglede. Amalies. Hun havde set en tysk pige, der fløj samme rute som vi, gå med en backpack rygsæk fuldstændsig magen til hendes. Hun havde selvfølgelig kommet til, at tage hendes rygsæk, fandt vi ud af senere. Der gik en krig med det - finde tlf. numre, finde hende der havde taget den, se om den var i Honf Konf osv. Vi tog ud af lufthavnen uden Amalies rygsæk - vi ville få besked fra lufthavnen senere. Skønt vejret var dejligt - var det ingen dejlig start på vores rejse.
Vi blev kørt til lufthavnen af Maria og farfar stod og ventede i terminal 3, så han kunne sige farvel. Han gav os en lille rose hver, med sølvpapir omkring og sikkerhedsnål i, så man kunne sætte den fast i trøjen. Vi var alle 4 helt sikre på, det var farmor, der havde sørget for det. Amalies veninder var der også - det var en tårevædet afsked.
Flyveturen til München var nem, bare 11/2 time. Flyveturen til Hong Kong var der imod ulidelig lang. Der var ikke meget benplads og jeg skulle (selvfølgelig) sidde ved siden af en mand, som både snorkede højlydt og fyldte med sine lange lemmer, indover min side at sædet. Jeg fik sovet - hvor meget ved jeg ikke, men det føltes som få minutter. Far fik taget nogle 'rigtig gode sovebilleder', som han selv formulerede det.
Da vi ankom til Hong Kong, havde vi allerede jetlag. 7 timers forskel - vi havde skippet næsten en halv dag.
Vi sad i Diners Lounge'n - i nogle vildt gode stole - og fik gratis kineser suppe og internet.
Trætte og lidt pessimistiske gik vi til gaten. Flyveren var mega stor! 9 x noget med 50 sæder. Der var et bedre udvalg af film - og spil - i miniskærmene. Amalie faldt hurtigt i søvn, men jeg kunne ikke sove overhovedet.
Endelig landede vi! Det var varmt og meget lyst udenfor. Vi kom ned til bagagebåndet. Der kom 1,2,3 kufferter. 1 manglede. Amalies. Hun havde set en tysk pige, der fløj samme rute som vi, gå med en backpack rygsæk fuldstændsig magen til hendes. Hun havde selvfølgelig kommet til, at tage hendes rygsæk, fandt vi ud af senere. Der gik en krig med det - finde tlf. numre, finde hende der havde taget den, se om den var i Honf Konf osv. Vi tog ud af lufthavnen uden Amalies rygsæk - vi ville få besked fra lufthavnen senere. Skønt vejret var dejligt - var det ingen dejlig start på vores rejse.
18. dec. 2009
Amalie fik sin rygsæk igen
Kendere af "Jul på Vesterbro" ville have nydt konversationen i familien efter beskeden om at Amalies genvordigheder var overstået - Igors "kuuffert" er blevet flittigt citeret.
Se også Amalies beskrivelse:
Sidste døgn i Auckland
Vi skal afsted tidligt om morgenen (eller hvad man nu kan kalde denne ikke-eksisterende tidsfornemmelse) med tog til Wellington - en særlig panoramatur der varer hele dagen og kører gennem nogle af de flotteste områder på Nordøen.
I går var der dømt vandretur på en ø udenfor havneområdet i Auckland. interessant nok ligger der i 20 minutters sejleafstand en vulkansk ø, Rangitoto, der ser ud som om den kunne være tegnet i Anders And - den er ikke aktiv, men det er sikkert kun en pause i geologisk forstand. Tilgengæld værner man nidkært om den helt specielle natur, der trives her. Man kan besøge den og vandre op til toppen gennem mystiske lavadækkede områder vekslende med tæt skov og høje bregner.
Familien skal afprøve fodtøjet, solcremens styrke, hvor meget vand man behøver at slæbe med, og ikke mindst dagsformen på de ca. 300 m stigning og rundtur langs kystlinjen (vi skal også nå at bade) inden båden henter os 5 timer senere. Det går heldigvis fint altsammen og ingen bliver uvenner, selvom skiltning og tidsangivelserne rundt omkring er ret upålidelige - men det er jo svært at ramme et informationsniveau, der både kan oplyse trippende kineserfruer i damesko, new zealandske børnefamilier og hikers med bjergstøvler om graden af udfordringer samtidig - og man kan ikke komme fra øen efter sidste båd...
Vandet er lidt koldt endnu (fotos kommer senere !), vi er kun i starten af sommeren, så det minder lidt om dansk junibadning i Hornbæk. Tilgengæld er udsigten tilbage til Aucklands skyline, de mange beboede halvøer og flotte skrænter helt formidabel. Man forstår ganske godt at ca. en tredjedel af befolkningen har slået sig ned her.
Tilbage i Auckland city går eftermiddagen med kaffedrikning, nogle indkøb og en lidt uvant anstrengende gåtur op ad bakken til vores hotellejlighed.
16. dec. 2009
Ankomst til NZ
Torsdag altfortidlig morgen NZ tid
Jetlagget er massivt her efter et lille døgn i Auckland, og jeg kan ikke sove længere, selv om der frem i aftes har været 30 timer med intervalsøvn i altfor korte bidder.
Vi har taget en smule fejl af tidsforskellen på 11 timer, da wiki'erne har sommertid, men det gør det hele meget nemmere når der nu er 12 timers forskel - vi behøver ikke engang at stille urene :-)
Den 2. lange flytur fra Hong Kong til Auckland gik fint. Lidt mere benplads, flere film at vælge imellem i hver vores lille video-on-demand system. Flymaden var dog hvad flymad nu er, og Air New Zealand får ikke mange kokkehuer i vores traveller's guide.
Vi er fløjet over det sydkinesiske hav, Philipinerne, Idonesien, nordspidsen af Australien og videre 2000 km ud i Stillehavet. Der er en fin graisk animation på videosystemet, der viser HVOR langt vi egentlig har bevæget os væk fra Europa, og hvilke dimensioner de kæmpemæssige vandområder har. Helt alene og lidt lile (selvom landet er større en UK) ligger New Zealand derude hvor mågerne vender.
Med lidt ærefrygt lægger vi an til landing i et solbeskinnet Auckland, hvor grønne bjerge i baggrunden delikat viser os et landskab i sommerdragt. Hong Kongs checkede internationale lufthavn i dis er afløst af en provinsagtig landingsbane med en appetitlig og surrealistisk friskhed i omgivelserne. Vi føler os gennembanket og klaustrofobisk utålmodige når det tager lang tid at få flyet åbnet for ca. 300 passager.
Der er et par overraskelser til os ved ankomstprocedurerne. Først og fremmest er man interesseret i at vide at ens kuffert er kommet frem. Vi har checket fire ind i København, heriblandt Amalies rygsæk, og statistikken fra familiens tidligere rejser sammen, gør os skeptiske på forhånd. Da vi kommer til transportbåndene er vores flys bagage allerede igang, og folk har så småt taget deres pakkenelliker med ud mod toldbehandlingen - herunder en ung pige iført en rygsæk, der minder påfaldende meget om Amalies... Men der er jo så mange, der rejser på denne måde, og vi antaster hende ikke, selvom Amalie er sikker på at hun må have taget hendes rygsæk og bekymringen stiger.
Det viser sig selvfølgelig at være rigtigt, da vi nemt får de øvrige tre kufferter, men der er ikke nogen andre rygsække som Amalies. Overblikket og den intellektuelle kapacitet er ikke på toppen, men vi får opsøgt bagage-service og fortæller hvad vi tror. Ingen forventer at der er tale om tyveri, men en forveksling, og med hjælp fra nogle uhyre hjælpsomme og empatiske folk både ved bagagebåndet og i skrankerne, fremkommer en sandsynlig teori om en anden efterladt - blå - rygsæk, som udfra lidt detektivarbejde ser ud til at være den mulige, forbyttede genstand. Under alle omstændigheder undersøges almindelige fejl i de lufthavne, vi har været igennem siden København, og vi kan få besked senere.
Den sidste interessante hurdle ud af lufthavnen er toldbehandlingen, hvor man alle steder bliver mødt af advarsler om at indføre frugt - ja, store fotostater af æbler og bananar fortæller at det koster $200 at blive antruffet med. En tolddame går rundt i bagageområdet med en sød sporhund, som snuser lidt rigeligt til min jakke, der kort forinden har haft en rose i knaphullet - den søde hilsen fra mor og far til os alle i lufthavnen i København - det er altså også ulovligt at indføre blade og planter.
Og så er der vandrestøvlerne, som vi ikke har givet større opmærksomhed i vores immigrationsskema i flyet - de er åbenbart en stor risiko for New Zealand.
Vi går rundt med en vis paranoia - samt groggy over Amalies rygsæk - da toldfunktionærerne er yderst emsige med muligt mudder på hiking boots og deres inkvisitoriske interesse for frugt... men de er samtidig meget venlige og helt forskellige i deres service-mindede adfærd fra f.eks. amerikanske myndigheder. Vi får konstant fine og meningsfulde forklaringer på deres ilhu. Efter grundige undersøgelser af vores fodtøj i kufferterne, bliver mine støvler beordret til rensning (!) og jeg kan hente dem i en skranke 10 minutter senere i ankomstområdet.
Grunden er at New Zealands natur er meget følsom overfor invasive plante- og dyrearter. Man skal huske på at områdets biotoper har været isoleret i millioner af år, og alle pattedyr er f.eks. indført. Øvelserne i lufthavnen har til formål at undgå plantesygdomme og iøvrigt bevare mangfoldigheden i landets natur. Sympatisk nok.
Jetlagget er massivt her efter et lille døgn i Auckland, og jeg kan ikke sove længere, selv om der frem i aftes har været 30 timer med intervalsøvn i altfor korte bidder.
Vi har taget en smule fejl af tidsforskellen på 11 timer, da wiki'erne har sommertid, men det gør det hele meget nemmere når der nu er 12 timers forskel - vi behøver ikke engang at stille urene :-)
Den 2. lange flytur fra Hong Kong til Auckland gik fint. Lidt mere benplads, flere film at vælge imellem i hver vores lille video-on-demand system. Flymaden var dog hvad flymad nu er, og Air New Zealand får ikke mange kokkehuer i vores traveller's guide.
Vi er fløjet over det sydkinesiske hav, Philipinerne, Idonesien, nordspidsen af Australien og videre 2000 km ud i Stillehavet. Der er en fin graisk animation på videosystemet, der viser HVOR langt vi egentlig har bevæget os væk fra Europa, og hvilke dimensioner de kæmpemæssige vandområder har. Helt alene og lidt lile (selvom landet er større en UK) ligger New Zealand derude hvor mågerne vender.
Med lidt ærefrygt lægger vi an til landing i et solbeskinnet Auckland, hvor grønne bjerge i baggrunden delikat viser os et landskab i sommerdragt. Hong Kongs checkede internationale lufthavn i dis er afløst af en provinsagtig landingsbane med en appetitlig og surrealistisk friskhed i omgivelserne. Vi føler os gennembanket og klaustrofobisk utålmodige når det tager lang tid at få flyet åbnet for ca. 300 passager.
Der er et par overraskelser til os ved ankomstprocedurerne. Først og fremmest er man interesseret i at vide at ens kuffert er kommet frem. Vi har checket fire ind i København, heriblandt Amalies rygsæk, og statistikken fra familiens tidligere rejser sammen, gør os skeptiske på forhånd. Da vi kommer til transportbåndene er vores flys bagage allerede igang, og folk har så småt taget deres pakkenelliker med ud mod toldbehandlingen - herunder en ung pige iført en rygsæk, der minder påfaldende meget om Amalies... Men der er jo så mange, der rejser på denne måde, og vi antaster hende ikke, selvom Amalie er sikker på at hun må have taget hendes rygsæk og bekymringen stiger.
Det viser sig selvfølgelig at være rigtigt, da vi nemt får de øvrige tre kufferter, men der er ikke nogen andre rygsække som Amalies. Overblikket og den intellektuelle kapacitet er ikke på toppen, men vi får opsøgt bagage-service og fortæller hvad vi tror. Ingen forventer at der er tale om tyveri, men en forveksling, og med hjælp fra nogle uhyre hjælpsomme og empatiske folk både ved bagagebåndet og i skrankerne, fremkommer en sandsynlig teori om en anden efterladt - blå - rygsæk, som udfra lidt detektivarbejde ser ud til at være den mulige, forbyttede genstand. Under alle omstændigheder undersøges almindelige fejl i de lufthavne, vi har været igennem siden København, og vi kan få besked senere.
Den sidste interessante hurdle ud af lufthavnen er toldbehandlingen, hvor man alle steder bliver mødt af advarsler om at indføre frugt - ja, store fotostater af æbler og bananar fortæller at det koster $200 at blive antruffet med. En tolddame går rundt i bagageområdet med en sød sporhund, som snuser lidt rigeligt til min jakke, der kort forinden har haft en rose i knaphullet - den søde hilsen fra mor og far til os alle i lufthavnen i København - det er altså også ulovligt at indføre blade og planter.
Og så er der vandrestøvlerne, som vi ikke har givet større opmærksomhed i vores immigrationsskema i flyet - de er åbenbart en stor risiko for New Zealand.
Vi går rundt med en vis paranoia - samt groggy over Amalies rygsæk - da toldfunktionærerne er yderst emsige med muligt mudder på hiking boots og deres inkvisitoriske interesse for frugt... men de er samtidig meget venlige og helt forskellige i deres service-mindede adfærd fra f.eks. amerikanske myndigheder. Vi får konstant fine og meningsfulde forklaringer på deres ilhu. Efter grundige undersøgelser af vores fodtøj i kufferterne, bliver mine støvler beordret til rensning (!) og jeg kan hente dem i en skranke 10 minutter senere i ankomstområdet.
Grunden er at New Zealands natur er meget følsom overfor invasive plante- og dyrearter. Man skal huske på at områdets biotoper har været isoleret i millioner af år, og alle pattedyr er f.eks. indført. Øvelserne i lufthavnen har til formål at undgå plantesygdomme og iøvrigt bevare mangfoldigheden i landets natur. Sympatisk nok.
15. dec. 2009
Foerste stop - Hong Kong
Egentligt er Munchen foerste stop efter Koebenhavn, men det er jo helt almindeligt europaeisk og uexotisk, saa den del skynder vi os at glemme - rejsen til NZ er jo lang nok i forvejen.
Den 11 timer lange flytur fra Europa over Rusland, Pakistan og resten af Asien til Hong Kong er helt uden dramatik paa naer fire smaaboern, der skriger paa skift, og en nabo til Laura, der snorker hoejlydt. Selv gymnastik var muligt i omraadet i kaelderen (!) ved toiletterne, saa Tine og jeg fik lige en kort fly-tilpasset taichi runde midt paa natten. Taeller den slags med, naar man skal hakke af, hvad man skal naa at faa proevet foer man doer - i over 10000 meters hoejde?
Tidsforskellen forvirrer naturligvis, da vi nu har forladt flyet kort efter morgenmaden, og klokken er fire om eftermiddagen i Hong Kong - 7 timer i forhold til Danmark. Ved udgangen fra gaten blev alle passagerer med destination Auckland bedt om at vente lidt og derefter foelge med en uhyre energisk, og nydeligt klaedt lufthavnsdame, der skulle soerge for at alle kom til den rette transferdesk - i straekmarch tempo gennem den meget lange lufthavn - akkompagneret af muzakversioner af julesange, Tannenbaum og Hallelujakoret - ren dadaisme. Fuldstaendigt ulogisk lader vi alle hendes pacing bestemme stilen, og alle (ca. 20) personer fra vores fly ankommer stakaandet til en transferdesk, som der har vaeret udmaerket skiltning til hele vejen, selvom den laa lidt langt vaek. Der er heller ikke travlt, da vi har 3 timers pause, men vi giver ligesom efter for kinesernes succesfulde "skynd dig eller omkom" strategi (hun kigger venligt overbaerende paa os jaevnligt for at se om vi er med...)
Vores lille selskab er dog meget motiveret, da vi ikke har kunnet checke ind i Kbh paa denne sidste del af turen, og det er lidt interessant at vide om bagagen nu kommer helt frem, foruden at vi gerne vil sidde sammen. Det lykkes fint, og umiddelbart efter er vi baenket i en fredelig Dinerslounge i den rummelige lufthavn.
Nu gaelder det at straekke benene lidt paa forhaand, da der er 11 timer klemt sammen igen om lidt paa vej til Auckland.
Den 11 timer lange flytur fra Europa over Rusland, Pakistan og resten af Asien til Hong Kong er helt uden dramatik paa naer fire smaaboern, der skriger paa skift, og en nabo til Laura, der snorker hoejlydt. Selv gymnastik var muligt i omraadet i kaelderen (!) ved toiletterne, saa Tine og jeg fik lige en kort fly-tilpasset taichi runde midt paa natten. Taeller den slags med, naar man skal hakke af, hvad man skal naa at faa proevet foer man doer - i over 10000 meters hoejde?
Tidsforskellen forvirrer naturligvis, da vi nu har forladt flyet kort efter morgenmaden, og klokken er fire om eftermiddagen i Hong Kong - 7 timer i forhold til Danmark. Ved udgangen fra gaten blev alle passagerer med destination Auckland bedt om at vente lidt og derefter foelge med en uhyre energisk, og nydeligt klaedt lufthavnsdame, der skulle soerge for at alle kom til den rette transferdesk - i straekmarch tempo gennem den meget lange lufthavn - akkompagneret af muzakversioner af julesange, Tannenbaum og Hallelujakoret - ren dadaisme. Fuldstaendigt ulogisk lader vi alle hendes pacing bestemme stilen, og alle (ca. 20) personer fra vores fly ankommer stakaandet til en transferdesk, som der har vaeret udmaerket skiltning til hele vejen, selvom den laa lidt langt vaek. Der er heller ikke travlt, da vi har 3 timers pause, men vi giver ligesom efter for kinesernes succesfulde "skynd dig eller omkom" strategi (hun kigger venligt overbaerende paa os jaevnligt for at se om vi er med...)
Vores lille selskab er dog meget motiveret, da vi ikke har kunnet checke ind i Kbh paa denne sidste del af turen, og det er lidt interessant at vide om bagagen nu kommer helt frem, foruden at vi gerne vil sidde sammen. Det lykkes fint, og umiddelbart efter er vi baenket i en fredelig Dinerslounge i den rummelige lufthavn.
Nu gaelder det at straekke benene lidt paa forhaand, da der er 11 timer klemt sammen igen om lidt paa vej til Auckland.
Abonner på:
Opslag (Atom)