Ankomst til NZ

Torsdag altfortidlig morgen NZ tid

Jetlagget er massivt her efter et lille døgn i Auckland, og jeg kan ikke sove længere, selv om der frem i aftes har været 30 timer med intervalsøvn i altfor korte bidder.

Vi har taget en smule fejl af tidsforskellen på 11 timer, da wiki'erne har sommertid, men det gør det hele meget nemmere når der nu er 12 timers forskel - vi behøver ikke engang at stille urene :-)

Den 2. lange flytur fra Hong Kong til Auckland gik fint. Lidt mere benplads, flere film at vælge imellem i hver vores lille video-on-demand system. Flymaden var dog hvad flymad nu er, og Air New Zealand får ikke mange kokkehuer i vores traveller's guide.
Vi er fløjet over det sydkinesiske hav, Philipinerne, Idonesien, nordspidsen af Australien og videre 2000 km ud i Stillehavet. Der er en fin graisk animation på videosystemet, der viser HVOR langt vi egentlig har bevæget os væk fra Europa, og hvilke dimensioner de kæmpemæssige vandområder har. Helt alene og lidt lile (selvom landet er større en UK) ligger New Zealand derude hvor mågerne vender.

Med lidt ærefrygt lægger vi an til landing i et solbeskinnet Auckland, hvor grønne bjerge i baggrunden delikat viser os et landskab i sommerdragt. Hong Kongs checkede internationale lufthavn i dis er afløst af en provinsagtig landingsbane med en appetitlig og surrealistisk friskhed i omgivelserne. Vi føler os gennembanket og klaustrofobisk utålmodige når det tager lang tid at få flyet åbnet for ca. 300 passager.

Der er et par overraskelser til os ved ankomstprocedurerne. Først og fremmest er man interesseret i at vide at ens kuffert er kommet frem. Vi har checket fire ind i København, heriblandt Amalies rygsæk, og statistikken fra familiens tidligere rejser sammen, gør os skeptiske på forhånd. Da vi kommer til transportbåndene er vores flys bagage allerede igang, og folk har så småt taget deres pakkenelliker med ud mod toldbehandlingen - herunder en ung pige iført en rygsæk, der minder påfaldende meget om Amalies... Men der er jo så mange, der rejser på denne måde, og vi antaster hende ikke, selvom Amalie er sikker på at hun må have taget hendes rygsæk og bekymringen stiger.

Det viser sig selvfølgelig at være rigtigt, da vi nemt får de øvrige tre kufferter, men der er ikke nogen andre rygsække som Amalies. Overblikket og den intellektuelle kapacitet er ikke på toppen, men vi får opsøgt bagage-service og fortæller hvad vi tror. Ingen forventer at der er tale om tyveri, men en forveksling, og med hjælp fra nogle uhyre hjælpsomme og empatiske folk både ved bagagebåndet og i skrankerne, fremkommer en sandsynlig teori om en anden efterladt - blå - rygsæk, som udfra lidt detektivarbejde ser ud til at være den mulige, forbyttede genstand. Under alle omstændigheder undersøges almindelige fejl i de lufthavne, vi har været igennem siden København, og vi kan få besked senere.

Den sidste interessante hurdle ud af lufthavnen er toldbehandlingen, hvor man alle steder bliver mødt af advarsler om at indføre frugt - ja, store fotostater af æbler og bananar fortæller at det koster $200 at blive antruffet med. En tolddame går rundt i bagageområdet med en sød sporhund, som snuser lidt rigeligt til min jakke, der kort forinden har haft en rose i knaphullet - den søde hilsen fra mor og far til os alle i lufthavnen i København - det er altså også ulovligt at indføre blade og planter.
Og så er der vandrestøvlerne, som vi ikke har givet større opmærksomhed i vores immigrationsskema i flyet - de er åbenbart en stor risiko for New Zealand.

Vi går rundt med en vis paranoia - samt groggy over Amalies rygsæk - da toldfunktionærerne er yderst emsige med muligt mudder på hiking boots og deres inkvisitoriske interesse for frugt... men de er samtidig meget venlige og helt forskellige i deres service-mindede adfærd fra f.eks. amerikanske myndigheder. Vi får konstant fine og meningsfulde forklaringer på deres ilhu. Efter grundige undersøgelser af vores fodtøj i kufferterne, bliver mine støvler beordret til rensning (!) og jeg kan hente dem i en skranke 10 minutter senere i ankomstområdet.

Grunden er at New Zealands natur er meget følsom overfor invasive plante- og dyrearter. Man skal huske på at områdets biotoper har været isoleret i millioner af år, og alle pattedyr er f.eks. indført. Øvelserne i lufthavnen har til formål at undgå plantesygdomme og iøvrigt bevare mangfoldigheden i landets natur. Sympatisk nok.