Virkelighed i Skippers Canyon.

Lige nu sidder jeg med en pc paa et hostel i Arrowtown, en lidt fesen by, der ligner noget fra Legoland. Savner lidt et dansk tastatur, saa det bliver retskrivning fra foer 1948.

Mit indlaeg handler om droem og virkelighed. Foer vi tog afsted paa denne rejse, havde jeg laest en artikel i Berlingeren om en koretur ud i et gammelt guldgraveromraade, Skippers Canyon, i naerheden af Queenstown. Den artikel gemte jeg og sagde hver gang vi talte om i familien, hvad vi gerne ville opleve "Den tur vil jeg gerne opleve." Nu er den slags turistoplevelser en blandet affaere og staerkt afhaengig af, hvem man faar som foerer osv. Droemmen var den fedeste benzinslugende off-roader (klimakonferencen er overstaaet!) med foerer og en tur ud i det vilde med alt hvad hestekraefterne kan traekke.

Vi var heldige og droemmen blev til virkelighed. Mit livs tur med alt, hvad adventure-hjertet kan begaere. En mother-fucker stor groen Landrover (diesel) fra Nomad-tours incl. 1 stk soed driver, Mike, der hurtigt fattede, hvad vi var ude paa. Han var et rent legebarn og en meget dygtig chauffoer uden smart-ass vaner men med lyst til at fortaelle om, hvad vi saa. Jeg sad paa forsaedet med gluggerne paa vid gab og aabne vinduer, saa stoevet stod ind i kabinen.

Selve turen kan ikke beskrives, men boer opleves. Pansaet et eller andet, glem pensionsopsparingen og kom afsted! Det giver ikke rigtig mening at forsoege at beskrive, hvor smukt bjerge, slugter og flod viser sig i den staerke sol - det kommer hurtigt til at lyde som noget fra "Turen gaar til..." Det er herligt at droene igennem de smalle snoede veje og samtidig fornemme, hvor barsk det har vaeret med guldfeberen omkring 1860, hvor guldgraverne forsogte sig - mange ganske forgaeves. De var samtidig noedt til at bygge veje (noget af det vha. dynamit, hvilket den naerliggende kirkegaard kunne berette om), etablere en skole (der stod tilbage incl. fotos af den skrappe skolefroeken) og et helt samfund, der forsoegte at klare sig i de faa aar, hvor guldfeberen rasede. Vi forsogte os selv med at vaske guld, da der faktisk stadig er guld i floden, men dog i saa smaa maengder, at det ikke betaler sig at vaske det.
Vi blev enige om at beholde vores oprindelige erhverv, mens vi noed flodens brusen og den herlige tur ned til den, hvor vi fik en demo af, hvorfor den type biler kaldes off-roadere. Det var da ogsaa lidt spaendende at se, om vi ogsaa kunne komme op igen!

Mikes kaffe og medbragte kage matchede fint vores abrikoser og kirsebaer, mens vi studerede driverens bog med fotos af location 'Ringenes Herre"-optagelser.

Vi havde paa forhaand afvist at tage en tur "Her kan du opleve alle locations fra Ringenes Herre" - det er alligevel svaert at se forskel og man kan bilde turister hvad som helst ind. Men vi var da glade nok for at faa forklaret, at netop paa dette sted i Skippers Canyon var der, hvor Frodo er ved at komme til Elverland (1. film), hvor der er en scene med heste, der skal forcere et vadested (hestene blev dog filmet i Arrowtown, fordi det var for besvaerligt at faa den scene i kassen i Skippers Canyon). Vores chauffeur var iovrigt statist i filmen og kunne berette, at der er en film om Hobitter paa vej, hvorfor han var ved at anlaegge sig meget langt haar, for at faa en statisrolle igen.

Efter saadan en tur, hvor ens vildeste onsker og droemme er blevet opfyldt, matte vi have kaffe i Queenstown og senere forsoege at overmande byens stoerste og bedste burgere med det hele.

Min sjael, hvad vil du mere?